WeBible

Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius, af Keiserens Rode.

Men vi gik ombord paa et adramyttisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Macedonier fra Thessalonika, var med os.

Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt, og tilstedte ham at gaae til sine Venner og nyde Pleie.

Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod.

Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia, og kom til Myra i Lycien.

Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa.

Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone.

Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa.

Men der nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:

I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde.

Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvintre i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.

Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta.

Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte Nordøst-Kuling.

Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve.

men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae Magt over Baaden.

Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes.

Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde.

Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør.

Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.

Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta, og have sparet os denne Ulykke og Skade.

Men nu formaner jeg Eder, at I fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet.

Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.

Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg haver den Tro til Gud, at det skal skee saaledes, som mig er sagt.

Men vi maae strande paa en Ø.

Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land.

Og da de loddede, havde de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og havde femten Favne.

Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen, og ønskede, at det vilde vorde Dag.

Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,

da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses.

Da kappede Stridsmændene Baadens Toug, og lode den falde ned.

Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til Eder.

Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder.

Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde.

Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.

Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.

Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet og kastede Levnetsmidlerne i Søen.

Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet.

Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet de satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.

Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

men det var Stridsmændenes Anslag, at man skulde ihjelslaae Fangerne, paa det Ingen skulle svømme derfra og undkomme.

Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag, og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud for at at undkomme til Landet,

og de Andre at redde sig, Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at Alle kom frelste til Landet.